Vi har kigget nærmere på brudekjolens historie gennem mere end hundrede år og fundet nutidens fortolkninger af tidens trends!
Før det 19. århundrede var det almindeligt, at en brud bar sin bedste kjole på sin bryllupsdag. Bruden valgte en farve ud fra, hvad hun havde i sin garderobe, og sort, rød, brun eller rustfarvet var populære farver på daværende tidspunkt.
Da det dengang ikke blev anset for at være fornuftigt at købe en kjole, der kun kunne bruges én gang, købte mange kvinder blot, hvad de havde råd til og også noget, der kunne bruges ved andre særlige lejligheder. Men jo rigere bruden var, jo smukkere var kjolen.
Den hvide brudekjole
Den første hvide brudekjole i historiebøgerne blev båret af Philippa af England i 1406, da hun giftede sig med Erik af Pommern.
Efter det bryllup var hvide kjoler fortsat usædvanlige indtil 1840, hvor den unge dronning af England giftede sig med sin prins Albert i en hvid brudekjole. Det var et meget højt profileret bryllup, der vakte stor opmærksomhed i pressen, og farvevalget var unormalt for den tid. Dronning Victoria bar en overdel i otte dele med åben udskæring i halsen og korte pufærmer. Kjolen havde også en dyb V-formet talje. Den var over seks meter lang og blev båret af omkring 12 hjælpere, da hun gik ned mod alteret. Efter brylluppet ville brude over hele den vestlige verden gerne kopiere hendes stil.
Begyndelsen af det 20. århundrede
I begyndelsen af det 20. århundrede blev en hvid brudekjole opfattet som et statussymbol, fordi farven symboliserede rigdom og velstand. Selvom forskellige bryllupstrends og -stile har ændret sig en del gennem tiden, er den hvide brudekjole forblevet en konstant.
Blonder, broderier og flæser var nøgleord for brudekjolerne på den tid. Kjolernes stil, herunder brudekjolerne, blev slankere, og smalle taljer blev meget moderne, opnået med stramme korsetter. Kjolerne havde puffede ærmer, høje kraver, lange slæb og ofte flæser. Det var in at have ekstremt lange slæb.

1910
Kjolerne fortsatte med at have høje kraver, flæser og masser af blonder. I dette årti blev kjolerne (heldigvis) lidt løsere med taljer, der ikke var helt så stramme. Dans til bryllupper blev mere og mere almindeligt, og måske var det netop derfor, korsetterne forsvandt ud af billedet.
1920
I 1920’erne brød kvinderne med fortidens strenge traditioner, og moden ændrede sig dramatisk! Kvinder klippede deres hår, gik på danseklubber og nød generelt nye friheder for første gang i historien. Kjolerne blev kortere, de markerede taljer forsvandt næsten, og den nye stil var både moderne og fed. For første gang var brudekjolerne kortere end ankellængde. Nogle kvinder bar endda kjoler, der blottede deres knæ!
Frynser, lyse farver og pailletter dukkede pludseligt op. Kjolerne var løse og gik lige op og ned og blev ofte kombineret med gulvlange slør. Runde halsudskæringer og V-udskæringer blev populære.

1930
Til de brude, der havde råd til at følge med i tidens trends, var kjoler lidt mere figursyede end i det foregående årti. De blev lavet i enkle mønstre og uden specielt meget udsmykning eller detaljer. Glatte silke-looks var in, og hvid satin var et meget populært kjolevalg for den velhavende brud. Det var mest almindeligt med lange ærmer.
Men 1930’erne var præget af recession, og almindelige mennesker havde få penge tilovers til et overdådigt bryllupslook. Mange af dem, der blev gift i løbet af denne periode, blev gift i deres bedste kjoler ligesom brudene langt tidligere. Kjoler lavet specielt til at være brudekjoler var enkle og ofte i syntetiske stoffer, som var billigere end andre alternativer.
1940
Tiderne blev ikke bedre i 1940’erne, da Anden Verdenskrig brød ud. Krigstid førte til mangel og rationering, og moden blev således enkel og ’bar’ selv i løbet af dette årti. Mange kvinder syede deres egne brudekjoler af gardiner, sengetøj eller møbelstoffer. En brudekjole, som er på et museum i USA, blev faktisk syet af den faldskærm, der reddede soldaten Claude Hensinger under Anden Verdenskrig.
Nogle af de brude, der havde held med at følge tidens trends, bar kjoler med lange, rynkede ærmer og en tydeligt defineret talje. V-halsudskæringer var populære, og nogle var modige nok til at bære ganske vovede af slagsen. Kjoler blev ofte lavet i hvid satin uden applikationer i løbet af dette årti.

1950
50’ernes mode var en fejring af velstand, og af at verden var tilbage på sporet efter krig og hårde tider. Store prinsessekjoler kom på mode igen i dette årti, og for første gang i historien blev det almindeligt for en brud at købe en særlig kjole til den store dag.
Stropløse kjoler blev populære i 50’erne, og sweetheart-udskæringer var særligt trendy. Knælange brudekjoler blev meget populære, efter at skuespillerinden Audrey Hepburn bar en, da hun blev gift i 1954.
1960
Det store celebrity wedding i 60’erne var prinsesse Margarets, der også var det allerførste kongelige bryllup, der blev tv-transmitteret.
Margaret bar en enkel, elegant hvid brudekjole – et look, der stadig inspirerer brudekjole-trends den dag i dag. Kjolen havde lange ærmer, en lidt kraftig V-udskæring og en defineret talje.
På dette tidspunkt blev slankere kjole-stile mere almindelige, og det var trendy at bære knæ- og læglange brudekjoler i løbet af dette årti. Brudekjolerne blev dermed kortere, men taljen blev højere, og også empire-snit blev populært på dette tidspunkt. Ærmeløse kjoler var også noget, der blev populært i 60’erne.
1970
Ikke helt uventet havde 70’ernes hippieæra med deres luftige, boheme-agtige stil også indflydelse på brudemoden. Firkantede udskæringer og løse ærmer blev populære. Kjolerne var ofte gulvlange og enten enkle og luftige eller pyntet med blonder. Stofferne blev blødere, og mange blev lavet i chiffon, ligesom mange af nutidens boheme-inspirerede brudekjoler. Kjoler med høj hals var et stilfuldt og moderigtigt valg for brudene i dette årti. Brude begyndte at udtrykke deres personlige stil, og som et resultat opstod der en række forskellige stilarter indenfor brudemode.
1980
Overdimensionerede balkjoler og kjoler i prinsessestil var enormt populære i dette årti, ligesom pufærmer også var det. Lag på lag af tyl og blonder var overalt i brudemoden. Efter de tidligere årtiers mere simple stilarter eksploderede 1980’erne med en MASSE af ALT. Stilen var lysere, alt var større og mere udførligt. Lady Dianas enorme brudekjole, da hun giftede sig med prins Charles, var årtiets mest ikoniske kjole og inspirerede uden tvivl 1980’ernes brudekjole-trends.

Moderne prinsessekjole fra Rosa Clara – Kort kjole i klassisk 60er look fra LILLY

Boheme stil inspireret af den mode der opstod i 70erne. Fra Nicole Milano.
80er inspireret kjole fra Provinas
1990
1990’erne var stadig præget af store brudekjoler, men i modsætning til 80’ernes kæmpekjoler blev 90’ernes kjoler lidt mere nedtonede og elegante. Figursyede kjoler i glitrende satin var årtiets trend. Applikationer var supertrendy og dekorerede brudekjolerne sammen med masser af blonder, broderier og perler. Off-shoulder looks var meget populære i dette årti, og lange ærmer eller handsker var bestemt også på mode. Skørternes længde varierede meget; fra mini-skirts til balkjoler. Two look-styles med to forskellige kjolelængder blev også set i dette årti.

90er mode fra den allerførste udgave af Bryllupsmagasinet i Danmark (1994)
Nicole Milano, inspireret af 90erne
2000
Stropløse kjoler var ekstremt populære i 2000’erne, og mod slutningen af årtiet havde sweetheart-udskæringerne deres storhedstid. De ensfarvede kjoler erstattede de blonde-dekorerede og ofte blev der brugt krystaller eller andre skinnende detaljer til at dekorere kjolerne. Kjolesilhuetterne varierede, selvom A-linje-kjoler og balkjoler ofte blev set. Slankere stilarter dukkede også op, selvom den slags virkelig tog fart i det næste årti.
2010
Kongelige bryllupper har altid været toneangivende, selvom andre kendisbryllup også inspirerer bryllupstrends og nye looks. I 2010’erne var der flere royale bryllupper at hente inspiration fra, og brudekjolemoden ændrede sig lidt med hver ny kongelig brud, der marcherede op ad gangen.
Plissering var også stort i dette årti. Plissering er en rynketeknik, der skaber bløde folder i kjolen, og dette ultra-flatterende look skabte en stærk trend. Havfrue-silhuetter var også supertrendy, sammen med stropløse kjoler og korte ærmer. Store balkjolers silhuetter, som altid er et klassisk brudelook, var også meget in.
Blondedekorerede kjoler fik et comeback, og mod slutningen af 2010’erne skete der et markant skift, da de boho-inspirerede kjoler dukkede op for fuld kraft. Disse kjoler blev en trend, der fortsatte ind i nutidens mode, med yderligere paneler af stof og lange slæb lavet af lys chiffon eller blonder. Også ærmerne kom tilbage. Korte, lange og med blonder.
2000: Ezoani: Love – 2010: Etoile
2020
Bryllupstrenden for 2020’erne startede i et årti, der var præget af en pandemi, der satte hele verden på pause. Flere simple kjoler og buksedragter dukkede op til enklere ceremonier, og mærkerne skabte nye underkollektioner netop for at imødekomme dette behov. Samtidig blomstrede designernes kreativitet, og de mere kunstfærdige kjoler blev mere spektakulære end nogensinde.
Flere nuancer af farver end nogensinde før er dukket op, og kjolerne har generelt en ny, edgy vibe. Lavt udskårne spaghettistropper, dybe halsudskæringer, høje slidser og korte kjoler giver brudekjolerne i dette årti et distinkt look. Den edgy stil blødgøres ofte med blonder. Ballonærmer, off-shoulder ærmer, pufærmer og asymmetriske ærmer er ekstra hotte lige nu.
Dagens brud har ingen regler og ingen begrænsninger. Silhuetterne kommer i alle former og størrelser, og brudekjolerne er lavet til at være lige så unikke som bruden selv på den store dag.
Tekst: Bryllupsmagasinet Mari Kråkenes Loewen Foto: Adobestock.com & Producenter



