Sådan undgår I overraskelser, når I vælger bryllupsvenue: En guide til kontrakten og “det med småt”
Når I står og kigger på den perfekte bryllupsvenue, er det let at lade sig rive med af stemningen, den smukke udsigt eller de romantiske detaljer. Men før I underskriver kontrakten, er det vigtigt at sikre, at I har styr på alle detaljerne – også dem, der ikke står i den store, glitrende overskrift.
Desværre oplever vi alt for ofte i bryllupsgrupperne, at brudepar og venue ikke har haft en ordentlig forventningsafstemning, hvilket kan føre til skuffelser og misforståelser på den store dag. For at hjælpe jer med at navigere i det juridiske og praktiske, har vi samlet en guide, som forhåbentlig kan minimere risikoen for ubehagelige overraskelser, når I booker jeres bryllupssted.
Hvad skal I overveje, før I vælger bryllupsvenue?
Inden I går i gang med at skrive under på kontrakten, er der flere praktiske og følelsesmæssige faktorer, I bør tage stilling til:
1. Praktiske overvejelser:
· Kapacitet: Er venue-stedet stort nok til at rumme jeres gæster komfortabelt? Tjek, om der er plads til alle, og om det er muligt at ændre antallet af gæster senere, hvis nødvendigt.
· Placering: Er det let for jeres gæster at finde frem? Overvej transportmuligheder og parkering. Er der overnatningsmuligheder tæt på, hvis nogle af gæsterne kommer langvejsfra?
· Tilladelser: Hvilke regler gælder for mad, drikke og underholdning? Må I selv medbringe mad eller drikkevarer? Er der restriktioner på musik, fyrværkeri eller andet?
· Tidsramme: Hvilke tidspunkter er tilgængelige? Får I adgang til stedet dagen før for at forberede, og hvordan ser det ud med oprydning dagen efter?
2. Match med jeres bryllupsstil: Er venue-stedet i tråd med den atmosfære, I ønsker for jeres bryllup? Skal det være rustikt, romantisk, klassisk eller moderne? Tænk også på, om I vil have et udendørs bryllup og hvad I gør, hvis vejret ikke arter sig som ønsket. Er der en backup-plan for regn, blæst eller lyn?
Det med småt – Hvad skal I være opmærksomme på i kontrakten?
Når I har fundet jeres drømmevenue, er det tid til at læse kontrakten grundigt igennem. Her er nogle vigtige punkter, I bør tjekke:
1. Afbestillingsbetingelser:
· Hvornår kan I afbestille uden at betale fuld pris? Er der en forskel på afbestilling og flytning af dato?
· Er der en “force majeure”-klausul, som beskytter jer ved uforudsete omstændigheder som fx en pandemi?
2. Betalingsbetingelser:
· Hvornår skal I betale depositum, og hvad er beløbet?
· Hvornår skal restbeløbet betales, og er der gebyrer, hvis I ændrer noget i planerne?
3. Adgang og tidsramme:
· Hvornår får I adgang til stedet (tidspunkt på dagen og evt. dagen før)?
· Hvornår skal I være ude efter festen? Er der ekstra gebyrer, hvis I ønsker at forlænge tiden?
4. Mad og drikke:
· Skal I bruge venue’s catering, eller kan I vælge en anden udbyder?
· Er der inkluderet drikkevarer (fri bar, vinmenu osv.) eller må I selv have drikkevare med? Evt. skal man betale proppenge.
· Hvilke regler gælder hvis I selv kommer med bryllupskagen. Skal I betale tillæg pr. person?
· Er der mulighed for at vælge allergivenlige eller veganske retter?
5. Musik og støjregler:
· Hvornår skal musikken stoppe? Husk, at der kan være lokale støjregler, som I bør være opmærksomme på.
· Er der krav til lydniveau?
· Må I selv booke musik, band eller DJ, eller skal venue hjælpe med det?
· Er fyrværkeri tilladt?
6. Oprydning og rengøring:
· Hvem står for oprydning og rengøring af venue-stedet?
· Er rengøringen inkluderet i prisen?
· Hvad sker der, hvis noget går i stykker?
7. Ansvar og forsikring:
· Hvem hæfter, hvis noget går galt? Er venue dækket af en ansvarsforsikring?
· Skal I selv tegne en begivenhedsforsikring?
8. Overnatning og logi:
· Er der værelser til overnatning på stedet? Hvad koster de?
· Skal gæsterne selv booke deres værelser, eller gør I det for dem?
· Hvornår er tjek-ind og tjek-ud?
Bonus: Tjekliste til kontraktgennemgang
Når I modtager kontrakten, er det vigtigt at dobbelttjekke følgende:
· Er alt, hvad I har aftalt mundtligt, skrevet ned i kontrakten?
· Er priser, tidspunkter og services tydeligt specificeret?
· Er der skjulte gebyrer eller tvetydige formuleringer, som kan give problemer senere?
Vi håber guiden har givet jer et bedre overblik over hvilke faldgrupper I skal passe på så I kan nyde jeres store dag med ro i sindet. Forsat god bryllupsplanlægning. https://billetto.dk/e/bryllupsmessen-hos-classic-car-house-billetter-1100876