3 råd til dig, der skal på bryllupsmesse
Først og fremmest, hjertelig tillykke til jer – tillykke med at I vælger hinanden til.
Og lad os så, dykke ned i en af de arrangementer, som rigtig mange brudepar, deltager i, for både at finde inspiration, leverandører og for at høste de gode rabatter.
Bryllupsmessen. Men hvordan får I egentlig mest mulig ud af en sådan messe? Og særlig, hvis I også gerne vil passe lidt på jeres mentale helbred imens (og det vil I gerne!).
Det kan være overvældende at træde ind på en messe, men måske endnu mere overvældende, at træde ud derfra igen. Der er SÅ mange indtryk, SÅ meget inspiration, SÅ mange leverandører.
Da jeg selv, i 2018, trådte ud fra min første bryllupsmesse, havde jeg både fået en “wow, det er faktisk virkelig mig der skal giftes”-følelse, men også en masse tanker så som “SHIT, hvad har jeg rodet mig ud i? HVORDAN arrangerer jeg det PERFEKTE bryllup?”
Sandheden er, heldigvis, at du ikke behøver at arrangere det perfekte bryllup. Og den der stressende sitren, der var i min krop bagefter, ikke? Det ville da have været hundrede gange federe, hvis det havde været sommerfugle der flaksede i maven på mig.
DERFOR får du her, tre råd til, hvordan du kan tage på bryllupsmesse, og primært mærke sommerfuglene og “wow, det er faktisk mig, der skal giftes”-følelsen, både før, under og efter:
1. Find ud af hvad jeres forventninger er.
Hvad vil du gerne have ud af messen? Hvornår har messen været en succes for jer? Er der noget bestemt I kigger efter på messen? Rabatter? Specifikke leverandører? Inspiration? – og inspiration til hvad? (og pas nu på, ikke at blive overinspireret <3) Hold fokus på jeres forventning - og på at det er JERES fest. I SKAL ikke noget bestemt, for at det bliver den perfekte fest for jer, og slet ikke noget, andre påstår vil gøre fejringen af jeres kærlighed perfekt, med mindre det er noget der også føles betydningsfuldt for jer. 2. Hold pauser.
Det er overvældende. Der er mange leverandører. Meget Inspiration. Aftal på forhånd hvordan I får holdt nogle pauser. Måske går I to runder? Den første for at få den overordnede oplevelse, og mærke hvad I, på en hurtig runde, får lyst til at se nærmere på. Hold så en pause. Tal sammen, træk vejret og aftal hvilke stande, I efter pausen, skal se nærmere på. Og aftal også gerne, at I begge altid kan bede om en pause, hvis det bliver for overvældende med informationer.
3. Stol på mavefornemmelsen – men tænk jer også om.
Snup de relevante rabatter, og den relevante inspiration med hjem. Men lad dig ikke presse til at købe eller lave aftaler, hvis ikke jeres mavefornemmelse er helt med på den. Det er et inspirationsmekka, og det er okay at skulle tænke over tingene, I kan altid finde og kontakte de leverandører der var på messen, hvis I fortryder I ikke lavede en aftale.
…
og så får I lige et lille tip med på vejen også:
Julie, der er certificeret bryllupsplanlægger og indehaver af Wedding By Aros, og jeg (kaos.brud), har fået den udsøgte ære, at holde et lille foredrag om, hvordan I kan gøre bryllupsplanlægningen mere overskuelig – for det er, helt normalt, at opleve planlægningen som uoverskuelig. Vi deler ud af konkrete råd og øvelser, som hjælper jer i processen.
Hvis du heller ikke vil gå glip af det, så tilmeld jer ved at sende en mail til br@rb-consulting.dk
Vi glæder os til at se jer, og ønsker jer en dejlig messe.”
Mange hilsner fra
Camilla Boutrup Mathiasen