En bruds tanker og bekymringer omkring Corona og deres kommende bryllup

Jeg kan huske jeg ringede hjem til min mor, midt i marts, da vi for alvor begyndte at høre om Corona og spurgte, om jeg skulle være nervøs for mit bryllup. “Nej da!” Sagde hun, helt overbevist og jeg slog det lidt hen.

Men det hele udviklede sig så hurtigt og jeg sad alene hjemme en aften og så pressemøde. Jeg stortudede, rystede. Nærmest hyperventilerede mens min telefon bimlede flere gange med beskeder fra venner og bekendte, som “Ser du pressemøde?” og “Ej, det ser sort ud mht. jeres bryllup” og Mette Frederiksen talte i baggrunden. Alt var sløret for mig og jeg var bare bundulykkelig. Sådan føltes det i hvert fald.

Jeg tror, at det der gik op for mig, at vores bryllup altså med stor sandsynlighed ikke ville blive som vi havde planlagt og glædet os til.

Hvis vi spoler tiden tilbage til december 2018, friede min kæreste til mig. Vi var hurtige til at finde den helt perfekte dato for os – d. 6/6. Og vi begyndte hurtigt at kigge lokaler, forventningsafstemme og skabe os en idé om, hvilket bryllup vi kunne tænke os. Jeg havde været klar til at blive forlovet og gift lææænge og har altid virkelig set frem til mit bryllup.

I januar 2020 sender vi invitationer ud. 136 gæster er inviteret. Jeg har fundet den perfekte kjole – sådan en kjole, som jeg altid har drømt om. Vi kommer tættere og tættere på… og bum.

Så kom Corona.

Vi brugte lang tid på at snakke om, hvordan vi skulle forholde os til det hele. Både Nicolai og min familie blev ved med at sige, at vi bare skulle se det an til efter næste pressemøde og sådan fortsatte det hver gang. Mine frustrationer voksede og jeg kunne mærke, at glæden ved at planlægge bryllup blev overskygget af tvivl, uvished, bekymringer og tusindvis af “hvad nu hvis’er”

De ting, som jeg før glædede mig til at forberede og gøre klar, blev en sort sky over hovedet på mig.

Tiden gik og vores gæster begyndte jo – naturligt nok – også at stille spørgsmålstegn og jeg fik hele tiden tilsendt screenshots og beskeder fra artikler og nogen havde hørt noget og jeg blev egentlig bare mere forvirret og fødselsmæssig ude af balance.

For nogen er det måske helt absurd at jeg skriver, at jeg har følt mig ulykkelig og ude af balance. Men for mig har det faktisk nærmest været en form for sorgproces. Det er en dag, en kæmpestor dag, som bliver revet væk fra os og det er ude af vores hænder. Vi kan bare sidde og lade det ske. Afvente. Og der er en enorm magtesløshed i, at vi ikke kan gøre noget.

Vi blev enige om at ringe til hotellet hvor festen skal holdes og høre om det var en mulighed at reservere en anden dato, fordi man så havde en plan B. Det fik vi heldigvis stablet på benene 🙏🏻

De næste dage blev brugt på at kontakte band, konditor, fotograf, brudekørsel mm. for at høre dem om det samme. Nogen var allerede booket, andre gik heldigvis glat igennem.

Nu er det eneste vi kan gøre at afvente hvordan næste fase, ser ud. Hvis vi kan få lov, skal vi giftes som planlagt d. 6/6. Hvis ikke, skal vi forhåbentlig i september – hvis vi da kan på dét tidspunkt.

Alt er uvist…

Det har været en kæmpe rutsjebanetur. Den har været fyldt med spekulationer om hvorvidt vi også kunne tillade os at holde en fest i denne tid, selv hvis vi får lov. Vil nogen takke nej? Vil nogen være bange for at komme? Kan vi kramme og danse tæt? Bliver det overhovedet den dag vi drømte om? Og så blomstrer der et lille håb, som igen bliver jordet af bekymringer.

Og hvorfor rykker vi det så ikke bare?

For os er der mange parametre, som spiller ind. Det føles ikke rigtig og vi vil bare så gerne have vores fest som planlagt.